Sydslesvig Crew

»Sydslesvigcrew« er et valgfag på de ni sydslesvigske fællesskoler. Projektet har vist sig at være en kæmpe succes. Formålet med projektet er at øge antallet af konkrete møder mellem sydslesvigske børn og unge og især jævnaldrende besøgende, men også voksne besøgsgrupper fra Danmark. Samtidig skal »Sydslesvigcrew« byde på et rum, hvor deltagerne kan reflektere over deres mindretalsidentitet. »Hvem er jeg, og hvem er det danske mindretal i lokalsamfundet, i forhold til Danmark og i Europa?« Eleverne skal aktiveres som bidragsydere til den danske kultur i Sydslesvig. Projektet er således med til at styrke de unge sydslesvigeres – og dermed også forældrenes – mindretalsbevidsthed i mødet med mennesker fra Danmark.

Med implementeringen af Skoleforeningens nye læreplaner indtager emnet kultur og identitet en central rolle i Skoleforeningens dannelsesopgave. »Sydslesvigcrewene« er dagligt aktive ambassadører på de lokale skoler, hvor de er levende positive erfaringer på, hvordan emnet kan forankres i relevante læringssammenhænge. De unge er derved aktive mindretalsentreprenører, der selv er med til at udfolde ideer og initiativer, der kan bevare en levende kontakt mellem Danmark og Sydslesvig. Derfor arbejder Skoleforeningen også på at lave »Sydslesvigcrew« permanent, når projektperioden udløber til næste år.

Scroll to top