Vinderen af årets skrivekonkurrencen er fundet

Lilliana fra 5. klasse på Vimmersbøl Danske Skole har skrevet en »magisk og storslået« fortælling.

Den 2. maj var to konsulenter fra Dansk Skoleforening på overraskelsesmission i Nordfrisland.

Tina Joost, pædagogisk konsulent for dansk, og Runa Petersen, konsulent for pædagogisk læringscenter besøgte Vimmersbøl Danske Skole, hvor to elever i 5. klasse havde gjort sig særligt bemærket i Den sydslesvigske skrivekonkurrence 2024.

Den ene er Lilliana Jolie Jepsen, der har skrevet så flot en historie, at juryen - som er Tina og Runa - ikke var i tvivl om, at hun er den rette vinder af årets skrivekonkurrence.

På det diplom, en glad og stolt Lilli fik overrakt, stod begrundelsen sort på hvidt:

»’Vild natur og pigens kræfter’ er en velskrevet historisk, magisk og storslået fortælling, hvor naturen og dens fire elementer spiller en vigtig rolle i handlingen. Der er flotte filmiske beskrivelser af natur, som understøttes af billedvalget, der også delvist er selvproduceret. Som læser bliver man fanget af fortællingen - man har lyst til at læse mere«, lyder roserne fra juryen til vinderen.

Med diplomet fulgte en boggave og klapsalver fra klassekammeraterne. Og ikke nok med det. Med Lillianas vinderhistorie har hele klassen vundet en tur til oplevelsesparken Danfoss Universe.

Og så var det stadig ikke slut, for Runa og Tina havde lige en overraskelse mere i ærmet.

Hjertepris

Lillianas klassekammerat Peer Jensen fik nemlig også både diplom og boggave, og det gjorde han, da han vandt Hjerteprisen.

Den uddeles ikke hvert år - kun, når der er en særlig historie, der har gjort sig fortjent til den. Og det var der i år.

»Den tildeles, hvis juryen læser en tekst, som rører hjertet, og det gør din tekst ’Per og Prik’! Juryen kunne »mærke« din tekst, kunne leve sig ind i hovedpersonen og hans forbindelse til råkalven, og hvordan mennesket og naturen kan være i samklang med hinanden. Derfor får du et diplom som anderkendelse«, lød begrundelsen, som Peer også fik sort på hvidt på det diplom, han fik overrakt.

Tid til fordybelse

Det er tilfældigt, at de to prisvindere er fra samme skole, men det er ikke tilfældigt, at Vimmersbøl-eleverne har fået afleveret nogle gode historier.

Inspireret og hjulpet af materialet fra CfU (Center for Undervisningsmidler) har 4.-6. klasse nemlig brugt ganske lang tid på at øve sig at i skrive, fortæller deres dansklærer Claudia Larsen.

- Vi har brugt mange dansktimer på det, så de også har haft tid til fordybelse - til at lære at fordybe sig i hele arbejdsprocessen. De elskede at skrive kreativt, og de har hjulpet hinanden med at give feedback, siger en stolt dansklærer, der afslører, at Universe-præmien også var »et stort trækplaster«.

Hendes elever har siden indleveringsfristen den 26. marts jævnligt spurgt ind til, hvornår der endelig ville blive udråbt en vinder, men skrivekonkurrencens jury har med et rekordstort antal indsendte tekster haft meget at se til.

Runa Petersen og Tina Joost glæder sig over den indsats, der er gjort ude på skolerne, hvor skrivekonkurrencen lige som i Vimmersbøl mange steder er bygget ind i et længere forløb, og lærere og elever virkelig er gået op i det.

Det har ifølge Runa Petersen ikke blot resulteret i over 70 indsendte tekster, men også et »generelt højt niveau, hvor man kan se, man har gjort sig umage«.

Det er i år femte gang, Den sydslesvigske skrivekonkurrence er blevet afholdt, og antallet af deltagere er stigende.

Årets tema var natur, og skrivekonkurrencen, som er for elever i 4.-5. klasse, vil også finde sted næste år. For det at skrive fører en masse godt med sig:

- Det nærer læsemotivationen og læseglæden, lyder det fra Runa Petersen og Tina Joost.


Gør et hop...og du er i job

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I Oksevejens Daginstitution har børnene været på arbejde stort set hver dag i to måneder. Og det har været en ubetinget succes.

Christianslyst udsolgt og med nyt team

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Christianslyst er midt i en sund udvikling. I 2024 er der næsten udsolgt, og mange nye medarbejdere hjælper med at løfte opgaven.

På Cornelius var Europeada på bordet

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I disse dage dyster europæiske mindretal mod hinanden i EM-turneringen Europeada. I den rigtige turnering sker det i fodbold. På Cornelius Hansen-Skolen var det i bordfodbold.

Scroll to top