Ud af skallen og i gang med livet

Midt i juni bestod Doreen Seidler sin sidste prøve og var dermed færdiguddannet kontorassistent. 

Hun smiler bredt, både over sin beståede eksamen og over, at hun faktisk ikke helt kan huske, hvornår det var, og lige skulle konsultere sin telefon for at finde ud af det.

Hun sidder i et mødelokale på øverste etage af den tidligere Christian Paulsen-Skolen, der i dag huser en stor del af Skoleforeningens administrative personale. Her har Doreen tilbragt en hel del af sin elevtid, og på etagen nedenunder har hun siden den 1. juli haft sin daglige gang som ansat kontorassistent i Teknisk Afdeling. 

Det er en smilende, ung kvinde på 24 år med rank ryg og en imødekommende udstråling, der sidder der ved bordet, og hun bliver i alle de hjørner af Skoleforeningen, hvor hun har haft sin gang, rost for at være både sød, hjælpsom og dygtig.

Men sådan har det ikke altid været med Doreen Seidler. Faktisk tværtimod. 

For da hun startede som elev i Skoleforeningen, var hun på mange måder et brændt barn.

»Lav lige kaffe«

Doreen Seidler er opvokset i Nyhus mellem Harreslev og Kobbermølle. Hun har haft sin skolegang på Kobbermølle Danske Skole og Cornelius Hansen-Skolen og blev uddannet bagerjomfru, inden hun tog realeksamen og i 2020 begyndte som kontorelev i et firma i Lyksborg. 

Det var her, det gik galt. 

- Jeg ikke fik lært det, jeg skulle. Jeg lavede aldrig noget, der havde med kontor at gøre, siger Doreen og fortæller om en elevtilværelse, der læner sig op ad den ofte karikerede »lav lige kaffe«-version af en ung elev, der bliver kastet rundt med efter forgodtbefindende. 

I Doreens tilfælde var kaffebrygningen dog erstattet af arkivering, at handle og at køre biler rundt.

De manglende uddannelsesrelevante opgaver er imidlertid ikke hele fortællingen, og det kommer lige så stille frem, efterhånden som Doreen beretter.

Ondt i maven

Det handler nemlig også om en uddannelsesansvarlig, der var »meget uvenlig«, som Doreen i første omgang udtrykker det. 

Virkeligheden var knap så diplomatisk og handlede om en person, der ikke blot var uvenlig, men som skældte højlydt ud foran alle andre og i alt for lang tid for en forseelse, som Doreen intetanende havde gjort sig skyldig i. 

Det handlede om et uddannelsessted, hvor hun ikke fik lov til noget og blev kaldt dum, når hun stillede spørgsmål, og om en ung kvinde, der derfor krøb mere og mere ind i sig selv.

- Jeg var helt stille, bange for at spørge, for at lave fejl. Jeg var nervøs og ville ikke tale med nogen. Jeg havde ondt i maven og gik tudende på arbejde og hjem igen, siger Doreen.

Et eller andet sted fandt hun kræfterne til at henvende sig til Industri- og Handelskammeret (IHK) for at få råd og hjælp til at finde en anden elevplads. 

Hun skrev ansøgninger i ét væk og havde nærmest opgivet en tilværelse som kontorassistent, da hun kiggede efter ledige stillinger på Skoleforeningens hjemmeside.

- Jeg har før arbejdet i børnehave, så jeg kiggede for at se, om der var en stilling som pædagogmedhjælper et sted. Men så søgte de også en kontorelev.

Doreen smiler igen og tilføjer:

- Jeg tænkte, det var lidt skæbnen. 

Fra bange til bestået

Så i foråret 2022 skiftede Doreen Seidler elevplads.

På trods af godt halvandet år i Lyksborg havde hun ikke meget med i bagagen. Teorien havde hun på plads, men praksis manglede, og så blev hun og Skoleforeningen efter råd fra IHK enige om at samle op, så hun alt i alt skulle være i lære et år mere, end man ellers er. 

Elevtiden i Skoleforeningen begyndte på Skolekontoret, hvor særligt to kolleger fik stor betydning for Doreen.

- De gjorde alt for, at jeg kom ud af min skal. Jeg var stille, næsten bange for at arbejde, men de fik mig bygget op og hjalp mig meget. De gjorde, at jeg efter kun en måned bestod afslutningsprøven på del 1, fortæller hun.

De næste godt to år kom hun rundt i en stor del af afdelingerne, men ikke Teknisk Afdeling, hvor hun er nu. 

Og det generer hende overhovedet ikke, at hun intet vidste til afdelingens opgaver på forhånd, for:

- Jeg kan jo bare spørge, smiler hun og får et smil tilbage fra sin kollega ved skrivebordet overfor.

En del af teamet

Doreen er blevet uddannet, faldet til ro og har fået det bedre. Hendes mor kalder hende mere »ligevægtig«, og sådan føler Doreen sig også. 

Og hun takker Skoleforeningen for det.

- Jeg mærker en ekstrem forskel på dansk og tysk virksomhed. Her er mere familiært. Man kan snakke med alle, og alle er hjælpsomme, åbne og venlige. Man lærer alt fra bunden, og man skal som ny ikke være bange for noget, for Skoleforeningen tager sig af en og vil lære en noget. Man kan bare spørge, føler sig tryg og ikke som den nye, men som en del af teamet. 

- Det er et helt lille samfund. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har haft mange arbejdsgivere, men aldrig en så god som Skoleforeningen, siger Doreen Seidler.

I månederne op til færdiggørelsen af sin uddannelse, søgte Doreen kontorstillinger rundt omkring og kunne faktisk være startet i en fastansættelse et andet sted.

Men hun valgte en tidsbegrænset stilling året ud i Skoleforeningen.

- Jeg var så glad for arbejdet og kollegerne, at jeg bare ville være her, siger Doreen og smiler igen, da hun fortæller om sin reaktion på opringningen om, at hun kunne begynde i Teknisk Afdeling:

- Jeg tudede faktisk, da jeg havde lagt røret. Jeg var simpelthen så glad, siger hun.