Tale til Duborg- studenterne: "Gå den vej, der er rigtig for dig"

Rektor Heino Aggedam har i år dimitteret 123 elever fra Duborg-Skolen.

Her er et uddrag af den tale, han holdt til dimissionsfesten den 5. juli:

I har fortjent at blive fejret på behørig vis. I kan sænke skuldrene og slappe af og nyde dagen.

I jeres tid på gymnasiet har I selvfølgelig lært og gjort, hvad I skulle, og I har knoklet, grædt og grint.

* * *

I har været gymnasieelever i en tid, hvor kunstig intelligens har gjort sit indtog. Jeg er helt klar over, at kunstig intelligens kan løse mange opgaver, og jeg ved også, at den har løst nogle af jeres opgaver undervejs i gymnasietiden. 

Derfor er kunstig intelligens uden tvivl en udfordring for undervisningen i det daglige og for jeres læring.

Når man laver en opgave selv, er der mulighed for at lære noget, for dygtiggørelse, erfaringsindsamling og mestring, mens en opgave, der er løst alene ved et par stikord og kunstig intelligens, kun efterlader øjeblikkets begejstring over, at opgaven er løst.

Der er dog også store muligheder i forbindelse med kunstig intelligens, og det er min holdning, at vi ikke kan lukke verden ude og lege, at kunstig intelligens ikke eksisterer. 

Der venter jer en verden i rivende udvikling. 

Kunstig intelligens kommer til at løse mange opgaver hurtigere og bedre end mennesket, for eksempel referatskrivning, journalisering, kategorisering og sortering og analyse af data.

Men fordybelse, vedholdenhed, refleksion over det skrevne og sociale kompetencer kan den ikke erstatte endnu. Det skal komme fra jer.

Jeg tror, det bliver begreber og egenskaber, som en kommende arbejdsgiver vil lægge vægt på, når I søger job. Jeg tror faktisk, at de bliver de mest efterspurgte egenskaber på fremtidens arbejdsmarked.

For ansøgningen i sig selv - den kan chatten lave for jer. Sparring inden jobsamtalen - den kan chatten give jer. Research om arbejdsgiver - den kan chatten lave for jer. 

Selve jobsamtalen - den skal I klare selv, og der skal I vise, at I har vilje til fordybelse, evne til kritiske faktatjek og kritisk tænkning og, at I er vedholdende og har sociale kompetencer.

Det er en stor mundfuld, men når jeg ser på jer og kender jeres kompetencer, er jeg helt overbevist om, at I nok skal klare det godt.

* * *

Det giver mig energi og gør mig glad at være sammen med jer og se jer trives og mærke jeres tillid og jeres tro på, at vi sammen kan løse alle udfordringer.

Tak for jeres tillid og åbenhed og for alle jeres glade smil.

Til hver enkelt af jer vil jeg sige: »Gå den vej, der er rigtig for dig«. Fordi det ikke er afgørende, hvad I ender med at blive og være, men at I først og fremmest er jer selv.

Jeg håber derfor, at I vil gå efter at få jeres drømme opfyldt, så jeres liv bliver, som I ønsker det, og at I undervejs vil handle i respekt for andre.


Fri leg og plads til at være barn

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I denne uge har 25 børn fra Kilseng Børnehave været på koloni i Hjerpsted, hvor der er langt til horisonten og højt til himlen.

Farvel - og mange tak

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Arbejdslivet er slut for skolelederne på de danske skoler i Hanved og Kappel.

Scroll to top