Husby-piger på vej til titelforsvar
Onsdag formiddag den 26. februar kvalificerede pigerne fra Husby Danske Skole sig til delstatsmesterskaberne i skolehåndbold.
Tallene taler et tydeligt sprog: Med en fordobling af antal kursister i forhold til otte år tidligere blev 2024 et rigtig godt år for den danske højskole i Sydslesvig.
- Det går rigtig….RIGTIG godt.
Det konstaterer Jaruplund Højskoles forstander, Karsten Biering Dressø, med slet skjult tilfredshed efter et blik på de seneste tal.
De ser ikke kun gode ud, de ser rekord-agtige ud.
I 2024 var der således 1162 kursister fra Danmark plus 63 sydslesvigere på danskkursus, hvilket giver en total på 1225 kursister.
- Det er rekord. Vi har aldrig haft så mange før, siger Karsten Dressø og fortæller til sammenligning, at antallet af kursister de seneste år »gerne har ligget på godt 1000. Sådan mellem 1025 og 1125«.
Tilbage i 2016 havde Jaruplund Højskole 664 kursister.
Der er også andet liv på højskolen end kursusvirksomhed, og udlejninger af forskellig slags, eksempelvis interne kurser i Skoleforeningen eller arrangementer i andre sydslesvigske foreninger, betød, at der i 2024 alt i alt var 6266 gæster gennem højskolen mod 5047 året før.
Og den opadgående tendens i antal kursister fortsætter.
Således er der medio februar 2025 registreret 660 kursustilmeldinger mod 590 på samme tid sidste år, og der kan allerede nu meldes udsolgt på 11 af årets 40 kurser – tilmed i året, hvor Jaruplund Højskole fylder 75 år.
»Ja, det prøver vi«
Højskolen har plads til maksimalt 48 kursister ad gangen fordelt på 14 dobbelt- og 20 enkeltværelser – alle i øvrigt med eget bad og toilet.
De har et bredt udvalg af korte kurser af en uges varighed at vælge imellem, målrettet danskere og ofte tilrettelagt i tæt samarbejde med danske foreninger, der gerne vil vide noget om grænselandet, det danske mindretal og historien, der omkranser det hele.
- Vi har en hel palet med foredrag, information og udflugter at tage af, så vi kan skræddersy et program til en bestemt forening, som kan være alt fra Landboforeninger over ÆldreSagen og lokalafdelinger i Grænseforeningen til eksempelvis Aktive Seniorer, siger Karsten Dressø.
Også på opera-, cykel- og vandrekurser, som i øvrigt er dem, der typisk bliver udsolgt først, kan man være sikker på at få masser af information om mindretallet og dets vilkår i Sydslesvig.
- En af vores primære opgaver er at øge kendskabsgraden til det danske mindretal og Sydslesvigs historie, slår forstanderen fast.
Hvert år kommer der nye kursustilbud, for kommer der nye ideer, bliver de gerne afprøvet.
- Når f.eks. nye lærere kommer med et forslag til et kursus, siger vi: »Ja, det prøver vi«. Vi kombinerer nye ideer med de erfaringer, vi har, og virker det ikke det første år, bliver det ikke bare parkeret. Så justerer vi og prøver igen næste år, siger Karsten Dressø.
Et af de nye tilbud i år er ud over »Mindretalspolitik nord og syd for grænsen« et kajakkursus sidst i juli. Her er kun en plads tilbage.
»Hjemlighed«
Forstanderen ved ikke med sikkerhed, hvorfor det i øjeblikket ser så godt ud for højskolen, men han har en ide om, hvad grunden kan være.
- Det, vi hører, er, at det er mund til mund, der fungerer. Folk har været her og taler godt om stedet, når de taler med andre, som så ser på os næste gang, de vil på højskole, siger Karsten Dressø og fortsætter:
- Jeg tror, det er både indholdet og stemningen, der gør, at folk får et godt ophold her. Her er meget »hjemlighed«. Vi er gode til at skabe en god og tryg ramme, som gør, at man bare føler sig godt tilpas her. Man føler sig hjemme.
Hvad, det så skyldes, er han slet ikke i tvivl om:
- Det er en stor, fælles indsats af alle de gode, dygtige medarbejdere, vi har, siger forstanderen, der er en af i alt 15 ansatte på højskolen.
Jaruplund Højskole blev officielt indviet den 8. september 1950.
Det fejrer skolen med et jubilæumskursus den 3.-9. september inklusive en stor fest med indbudte gæster og koncert for alle interesserede på 75 års-dagen, den 8. september.
Onsdag formiddag den 26. februar kvalificerede pigerne fra Husby Danske Skole sig til delstatsmesterskaberne i skolehåndbold.
14 efterskoler med et bredt udvalg af fokusområder deltog i Efterskolernes Dag i Sydslesvig. Ikke nødvendigvis, fordi de mangler elever, men fordi de også gerne vil have elever fra det danske mindretal
Den 20. februar stod i bøgernes tegn, da Harreslev-Kobbermølle Danske Skole holdt læsedag for anden gang.