Ørsted Børnehave er sikkert på vej
Et lokalt firma gjorde det for nylig muligt, at Ørsted Børnehave kunne sige farvel til de gamle, irriterende trafikveste.
I denne mørke tid er det ret smart at iføre sig nogle reflekser, når man færdes i trafikken.
Og når man som Ørsted Børnehave ovenikøbet bor lige ud til en vej og i øvrigt ofte bevæger sig på tur uden for børnehavens matrikel, giver det ekstra god mening.
Så selvfølgelig har børnene trafikveste på, når de er på tur.
Gamle og slidte
Men de veste, børnene havde, var temmelig irriterende. De var gamle, og velcrolukningerne foran var efterhånden så slidt, at de ikke holdt, så vestene åbnede sig, gled ned over skulderen og bare var alt det, man ikke ønskede sig.
Men så ønskede børnehaven sig nogle nye veste, og en af de ansatte spurgte sin mand, om ikke det firma, han arbejder for, kunne have lyst til at sponsere nogle.
Firmaet er det lokale Marsch Tischlerei fra Rosendahl ved Husum, og det havde det lyst til.
Så den 11. december dukkede Silvia Marsch op i børnehaven medbringende 40 spritnye trafikveste – uden velcro, men lige til at trække over hovedet og med elastik i siderne, så de sidder, som de skal.
- Det gør vi selvfølgelig gerne. Naturligvis på grund af trafiksikkerheden, men det er jo også god reklame for os, sagde Silvia Marsch, der med tilfredshed noterede sig, at også firmaets navn og logo er udarbejdet i reflekterende materiale, så det kan ses på lang afstand.
En gruppe af børnene kvitterede for gaven ved straks at iføre sig de nye veste og begive sig ud i trafikken.
Turen gik hen til postkassen for at poste et meget vigtigt brev, nemlig en stor konvolut med breve til, ja, hvem ellers… Julemanden, selvfølgelig.
Ladelund Ungdomsskole vil gøre op med fordommene
Ladelund Ungdomsskole har masser af gode historier at fortælle. Det er bare ikke alle, der lytter. Og det er skolen træt af.
Ingen støtte til efterskoleophold i Tinglev
Kan sydslesvigske elever få tilskud til et ophold på en tysk efterskole? Styrelsen siger principielt nej.