Min sidste leder

Om nogle få dage er det slut med mit politiske forældrearbejde i Skoleforeningen. Vi taler her om perioden fra september 1994 til september 2023. I forældreråd og i samarbejdsråd. I dagtilbud og i forskellige skoler. I Fællesrådet og i Styrelsen.

Skoleforeningen har i mange år fyldt min dagligdag. Som far til tre børn, men især som valgt forældrerepræsentant i forskellige funktioner, har jeg været med til at forme og udforme den forening, vi har i dag. Udvikling af forældredemokratiet, udvikling af de pædagogiske og faglige rammer har altid været min kæphest.

Som ny forældrerådsformand i Ørsted Børnehave oplevede jeg udviklingen fra forældreråd til samarbejdsråd med reel forældre-indflydelse og ansvar. Det var et kæmpe skridt for Skoleforeningen. En ny struktur i midten af 90erne forandrede fællesråds- og styrelsesarbejdet markant. Og Skoleforeningen fik et driftsråd.

Et par år senere kom jeg hjem fyldt med ideer fra en forældreweekend på Christianslyst. Især Fællesskole-projektet i Egernførde havde efterladt stort indtryk på mig. Jeg luftede ideen om en fællesskole i Husum, hvor jeg var formand for samarbejdsrådet. Skolelederen Gerhard Høllmer støttede ideen fra dag et, og så satte vi helt naivt processen i gang. Den daværende skoleleder i Egernførde, Klaus Pløen var en stor hjælp. Og med støtte fra især den nye vicedirektør i Skoleforeningen, Uwe Prühs overbeviste vi i løbet af to år de ansatte og forældrene om den ”nye” skoleform.

I 2002 kom jeg ind i Skoleforeningens Styrelse – og en af de første beslutninger var at give grønt lys for fællesskole-projektet i Husum. Det var opstarten til endnu en omgang med nye tider, videreudvikling og forandringsparathed i Skoleforeningen. For resten af historien kender I: Skoleforeningens Styrelse satte en proces i gang, som så førte til, at fællesskolesystemet efter afstemning i de enkelte skolekredse blev indført i hele Sydslesvig som den
skoleform, vi har indtil i dag.

At jeg har været en brik i det puslespil, at jeg har været initiativtager i Husum, gør mig stadigvæk stolt.

Der har været mange andre ting i årenes løb, som har ført til, at vi er den Skoleforening, som vi er i dag. Aldrig før siden starten af 70érne har vi været så dansk i vores struktur som i dag. Fællesskolen, ingen tal eller bogstavkarakter i de første 7 skoleår, inklusions- og læringsgruppearbejdet, arbejdet med tanken omkring mindretalscentre, netværksarbejdet, de gode overgange, digitaliseringen, nye vedtægter, inddragelse af Fællesrådet og meget andet. Der er sket så fantastisk meget i løbet af årene.

Ikke alle ideer er blevet til realitet. Måske var jeg ikke god nok til at formidle dem, eller også duede de bare ikke. Ikke alle dage var lige gode, ikke alle tider var rolige og fyldt med fred og enighed. Men sådan er det bare. Der var dejlige dage med åbning af nye daginstitutioner og skoler, store succesfulde musicalopførsler, besøg og fest med Hendes Majestæt Dronningen og besøg hos forbundspræsidenten. Og der var mindre gode dage med besparelser, tunge beslutninger omkring sammenlægning eller lukning af institutioner, mistillid over for vores økonomistyring, søskendesagen, tunge personalesager, aviskampagner, aprilsnar og det ene eller andet, jeg heldigvis har glemt…

Jeg er født Sydslesviger med en Sydslesvighistorie, som rækker mere end 100 år tilbage. Flensborg Avis læses i familien i mere end 100 år, og mange familiemedlemmer har i de mere end 100 år, som mindretallet består, engageret sig i mindretallet. Enten som frivillig i kulturforeningen eller som ansat i en af de danske foreninger og organisationer. Men aldrig i livet ville jeg komme på den ide at dele mindretallet op i ”de ægte” og ”de uægte”, en A og en B sortering. Jeg er del af et sindelagsmindretal, og derfor er det sindelaget og kun sindelaget, der tæller!

Jeg har mødt utallige mennesker, der bevidst har valgt det danske mindretal, og som er dybt engagerede – de er ikke en brik mindre sydslesviger, end jeg er. Måske hænger det sammen med den del af min identitet, som er tysk socialiseret, at jeg reagerer allergisk på dette område. Det kan godt være, at det måske skyldes bindestregen i min identitet – hvem ved. Hvor ville mindretallet stå i dag, hvis ikke vi havde accepteret ”de nye”. Også for at udligne, at vi hvert år mister mange unge mod nord.

Jeg har i Samrådet og ved mange andre lejligheder reageret allergisk, når a- og b-debatten kom på bordet. Jeg er i øjenhøjde og ligeværdig Sydslesviger med enhver nytilkommen mindretalsborger.

Skoleforeningen er i dag en moderne fremtidssikret forening med en klar ideologiske profil: Vi er ikke sprogskoler eller et pædagogisk alternativ. Vi er til for børnene i det danske mindretal, og mindretal er dem, der tilslutter sig vores formålsparagraf, accepter vores sprogpolitik, og som føler sig tilknyttet det danske.

Skoleforeningen er ikke fanget i fortiden. Samfundet forandrer sig, og der gør Skoleforeningen også. Går man ikke med tiden, ja så går man med tiden. Dette vil ikke ske for Skoleforeningen, selvom vi værner om vores værdier og holder fast i det danske. Vi er Dansk Skoleforening!

I næste uge er jeg med på Sydslesvigudvalgets besigtigelsestur i Sydslesvig, har haft mine sidste møder og siger farvel til mange medarbejdere på Stuhrsallé 22 og på CP- altså̊ vores administrationsbygninger, hvor jeg har haft min gang i rigtig mange år. Jeg har i alle mine år i Skoleforeningen mødt så mange dejlige mennesker med engagement og gåpåmod, at jeg kun kan sige tak. Tak til alle pedeller og rengøringsdamer, der har sørget for gode møderammer, ikke mindst kaffe og lakrids. Tak til alle medarbejdere i forvaltningen, i dagtilbuddene og på skolerne, som jeg mødte hen ad vejen og fik gode samtaler ud af det. Tak til ledergruppen og direktionen for altid god behandling og support. Og tak til Sabine – hvor ville vi være foruden Sabine! Tak til Daniel, og så selvfølgelig super mange tak til alle de efterhånden generationer af forældre og fællesråds medlemmer, der med deres stemme har gjort det muligt, at jeg kunne varetage alle disse opgaver og ikke mindst formandsposten i alle disse år.

Jeg siger meget ydmygt tak!
Udo Jessen, formand