Lærer om udveksling: Der sker noget, vi ikke er en del af

I november drog 25 sydslesvigske elever til Baskerlandet, for nylig var der genbesøg. Det er en udveksling, der giver så meget mere, end der kan sættes ord på.

Det er nu tredje år, der i forbindelse med Erasmus+-programmet har været udveksling mellem gymnasieelever fra Baskerlandet og 10.-klasses – men jævnaldrende – elever fra Sydslesvig.

Hver gang har 25 elever fra hvert land og som regel også de samme lærere deltaget, og sidstnævnte begynder at høste frugterne af en øget erfaring:

- Vi er blevet gode til det, siger Gitte Wittig, der i år havde 12 af sine elever fra Jes Kruse-Skolens Sydslesvig-Crew med til udveksling, mens Gustav Johannsen-Skolen havde 13 Sydslesvig-Crew’ere med.

Elevernes planlægning

Det betyder, at planlægningen af baskernes besøg i Sydslesvig går som smurt. 

I år havde lærerne bestemt, at udvekslingen godt måtte ske på tre planer, så gæsterne ud over det personlige og skolemæssige også fik indblik på organisationsplan. Derfor var Skoleforeningens tre matematikvejledere inviteret til at præsentere ‘Det levende klasserum’, der kort fortalt får eleverne til at udforske matematikken og tænke selvstændigt, løfter dialogen op på undervisningsplan og får deltagerne til sammen at finde frem til en løsning.

- Vi ville væk fra, at det »kun« er elevudveksling, kun Sydslesvig-Crew, kun Erasmus. Vi vil have flere cirkler på. Vise, hvad der bevæger sig i vores organisation, hvad vi bruger kræfterne på – nye tendenser, nye vinde og måder at tænke på, siger Gitte Wittig.

Desuden blev der i løbet af udvekslingsugen budt på diverse andre workshops, blandt andet om mindretal, som både baskerne og sydslesvigerne er i deres hjemland, og på ekskursioner til Aarhus og Hamborg. 

Det lå fast fra lærernes side. Resten af besøget stod eleverne for planlægningen af.

- Vi skaber rammerne, eleverne fylder dem ud, siger Gitte Wittig.

Knytter bånd

Og det gør de på fornemmeste vis og så selvkørende, at de tit er foran lærernes planlægning.

Der er forud for besøget sket et stort forarbejde med forældrene, for gæsterne bor privat hos eleverne – en og en. Og kontakten mellem dem, der skal bo sammen, er ofte knyttet, før lærerne har spurgt, om det måske ikke var en god ide. 

Som mindretal har både de sydslesvigske og de baskiske elever stor forståelse for andre kulturer, og de private indkvarteringer fungerer godt. Disse »home stays« er måske endda den dimension af udvekslingen, der er gået hen og blevet den vigtigste. 

- Det er tydeligt, at den gensidige udveksling med home stays giver noget. Det er her, den interkulturelle dimension for alvor kommer ind, og det er det, der giver noget, er Gitte Wittig overbevist om. 

- Der sker noget, og det er vi som lærere slet ikke en del af.

Der knyttes bånd, fortæller udvekslingslæreren, og der var tårer til afsked.

Og selv om det er godt en uge med gæster og et forudgående stort forberedelsesarbejde for at facilitere rammerne, klør Gitte Wittig på og er klar til at gøre det hele igen næste år:

- Jeg kan se i elevernes øjne, hvad udvekslingen gør ved dem, og det er derfor, jeg knokler for at gennemføre den, konstaterer hun.