Inspiration fra Arbejdsglædeministeriet
Skoleledere og skolesekretærer har som regel et tæt samarbejde. Nu har de fået input til, hvordan det måske kan blive bedre og skabe mere glæde.
Skoleledermødet på Lyksborg Danske Skole den 28. november var et lidt anderledes et af slagsen. Det havde denne gang også deltagelse af skolesekretærerne og kunne ifølge Merian Ryaa fra Skolekontoret nok bedst betegnes som en »trivselsindsats«, som havde fokus på det gode samarbejde mellem ledere og sekretærer.
- Der er rigtig meget fokus på trivsel blandt lærere, pædagoger og ledere, men ikke så meget hos det teknisk-administrative personale. Og ledere og sekretærer er måske de to grupper af medarbejdere, der kommer tættest på hinanden ude på skolerne, så derfor synes jeg, der også godt må komme fokus på sekretærernes trivsel, siger Merian Ryaa.
Husk nu lige…
Det fokus havde et yderst humoristisk oplæg som grundlag, og det stod John Harmsen fra »Arbejdsglædeministeriet« for.
Han er forfatter og ekspert i trivsel og arbejdsglæde, holder foredrag som »Verdens bedste kollega« og giver også i sin bog »Glad – med vilje« tips og tricks til motivation og gode arbejdspladser.
I halvanden time underholdt arbejdsglædeministeren, som ikke er en rigtig titel, men noget, han »leger og har leget på fuld tid de seneste 22 år«, om arbejdspladser, deres mennesker, samspillet mellem dem og om, hvordan tingene kan gøres til større tilfredshed for disse mennesker.
Helt kort fortalt pegede John Harmsen på vigtigheden i, at man på arbejdspladsen er klar over, at mennesker er forskellige.
Der er forskellige typer af personlighed, og de har forskellige måder at sige og opfatte ting på. Så husk lige på, hvem det er, du taler med, og tænk over, hvordan du så taler til vedkommende, lød opfordringen fra John Harmsen.
Der blev grinet en hel masse – typisk, når John Harmsen med sine eksempler ramte plet på deltagernes personligheder – men alvoren i, hvordan vi gebærder os, blev ikke negligeret.
For husk også at se indad engang imellem, for det, du gør og siger, smitter dine omgivelser – både med godt humør, men så sandelig også med negativ stemning, mindede dagens foredragsholder om.
Mere end en sjov dag
John Harmsens indblik i arbejdspladser og arbejdsglæde var nyt for nogle og en opfriskning for andre, men der var bred enighed om, at uanset hvad, er det nok slet ikke så dumt at blive mindet om, at den lette og rare omgang med hinanden ikke kommer af sig selv.
Og selv om det var en underholdende formiddag, var hensigten med at invitere John Harmsen ikke bare at have »en sjov dag«, påpeger Merian Ryaa.
- Der er planlagt efterfølgende evaluering hver for sig, så der kommer noget opfølgning på det. Og så håber jeg da, at alle efterfølgende har lyst til at have en samtale med hinanden, siger hun.
Ladelund Ungdomsskole vil gøre op med fordommene
Ladelund Ungdomsskole har masser af gode historier at fortælle. Det er bare ikke alle, der lytter. Og det er skolen træt af.