Fri leg og plads til at være barn

I denne uge har 25 børn fra Kilseng Børnehave været på koloni i Hjerpsted, hvor der er langt til horisonten og højt til himlen.

Der er ikke mange, der har gået i dansk børnehave i Sydslesvig, som ikke har været på feriekoloni i Hjerpsted.

Og der er ikke mange, der har været i Hjerpsted, uden at elske det. Og det er ligegyldigt, om vi snakker voksne eller børn.

Sådan var det også i denne uge, da det var Kilseng Børnehaves tur til at tage til Hjerpsted. 

25 børn, fem voksne, fem dage og en hel masse aktivitet, samvær, skæg og ballade. 

- Vi er her så ofte som muligt - vi elsker at være af sted, sagde dagtilbudsleder Hilke Heinsen med et smil, der vidnede om, at det i hvert fald er rigtigt. 

Til september tager hele institutionen af sted på sit regulære besøg, men i denne uge havde Kilseng booket sig ind på nogle restpladser for at tage behørigt afsked med førskolebørnene og give dem en sidste stor børnehaveoplevelse, inden de starter i skole efter sommerferien.

Frihed til at være barn

Godt spredt rundt om Hjerpsteds røde barak var de 15 førskolebørn og ti børn i aldersgruppen lige under i fuldt vigør. 

Der blev gravet store huller i sandkassen på jagt efter ædelsten, kørt om kap på de i børnehaver så velkendte moon-cars, justeret lidt på byggeriet af Hjerpsteds elskede grønne mælkekasser, spillet fodbold, løbet, grinet og grædt. Med friheden til at være barn, men altid med en voksen at gå til i nærheden. 

I går blev der kreeret tøj og lavet modeshow, i aften er der pyjamas-party, og på et eller andet tidspunkt, når det måske bliver bare en smule bedre vejr, er der også planlagt en tur til stranden.

- Vi har måske mere program, end vi kan nå, blev koloniens fem voksne enige om, og de var også parat til at droppe noget, hvis det skulle være, og i stedet overlade børnene til den frie leg.

For det er, hvad børnene bare ville. Lege.

Ikke, at der er mange ting at lege med i Hjerpsted, men der er masser at give sig til, og ungerne finder altid på noget. Om ikke andet er der i hvert fald et meget populært krat, hvor man både kan gemme sig og klatre i grenene. 

- Bare det at være her. Være ude at rejse så langt væk fra far og mor, er program nok, sagde Hilke. 

Hård all inclusive-ferie

For de voksne er et ophold i Hjerpsted også en stor fornøjelse. 

De er sammen med børnene på en anden måde end til daglig, og der er god tid til at finde på eller fordybe sig i noget, man lige har lyst til. Og så er der oven i købet et køkkenpersonale, der hygger om gæsterne.

Det kan godt lugte lidt af en all inclusive-ferie, men det er også hårdt, for selv om det er sjovt og hyggeligt, er alle de voksne stadig på arbejde - døgnet rundt. Og når man sover på stue med fem børn, er det bare at håbe, at de også sover hele natten, så man ikke er alt for træt næste morgen. 

- Jo, man er på, konstaterede de voksne og tilføjede:

- Men man mærker først, hvor træt man er, når man kommer hjem.

Hvert år besøger omkring 700 børn fra Sydslesvig Hjerpsted. I år har 686 børn og 136 voksne fra 29 daginstitutioner lagt billet ind på et ophold i perioden fra den 8. april til den 11. oktober.


Farvel - og mange tak

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Arbejdslivet er slut for skolelederne på de danske skoler i Hanved og Kappel.

Vuggestue siger tak

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Kære alle,  Ringvejens Vuggestue har ti års jubilæum søndag den 18. august 2024. Det fejrede vi på forhånd torsdag den 11. juli. 

Programmering for alle: Pyt og prøv igen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Ugen op til sommerferien kan både være sjov og bruges til noget fornuftigt for ferieparate elever, viste Duborg-Skolen tirsdag.

Scroll to top