Der er hjælp at hente
Hvis ordblinde får hjælp til læsningen, får de lige så meget ud af bøgerne. Og den hjælp er nem at få.
Tine Brodersen har tidligere været ordblindelærer og har dysleksi (ordblindhed) som lidt af et speciale. Hun er pædagogisk konsulent i Skoleforeningens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning og har også i den funktion haft en del med emnet at gøre.
- Hele vores samfund er bygget skriftfagligt op. Det er bygget på, at man kan læse og skrive, starter Tine Brodersen og fortsætter med en konstatering af, at kan man ikke det, er det tit forbundet med fordomme fra det omkringliggende samfund.
Men, pointerer Tine Brodersen, at være ordblind betyder, at man har en funktionsnedsættelse. Ordblinde kan ikke knytte bogstaver og lyde samme som andre kan, forklarer hun. Så kan en skole vælge at sænke de faglige krav – men den kan også søge at højne funktionsniveauet.
Og så lægger hun »AppWriter« på bordet. Ikke i bogstavelig forstand, for AppWriter er et onlineværktøj, som Tine Brodersen slet og ret kalder »genialt«.
AppWriter kan »funktionshøjne«, altså få ordblinde til at fungere bedre ved at hjælpe dem til at klare læsning og skrivning på anden vis end andre, så de kan koncentrere sig om indholdet – læringen
Koden skal knækkes
AppWriter kan for eksempel læse en tekst højt for dig.
De fleste lærebøger er scannet ind i noget, der hedder Nota, som er et tilbud fra Dansk Nationalbibliotek til mennesker med læsevanskeligheder, og når en bog er scannet ind, kan AppWriter læse den. Dermed er ingen udelukket fra at finde ud af, hvad der står i bøgerne.
AppWriter kan også hjælpe med at skrive, blandt andet kommer den ud fra sammenhængen med forslag til, hvordan du staver et ord, eller du kan sætte en stjerne i stedet for et ord, du ikke aner, hvordan du skal stave.
Du kan også markere et ord og få AppWriter til at forklare, hvad det betyder – hvilket ikke kun hjælper ordblinde, men er en stor hjælp for alle tosprogede elever, pointerer Tine Brodersen.
Og AppWriter kan så meget mere.
MEN. For at kunne bruge AppWriter ordentligt, kræver det, at man lærer en strategi og taktik. At man finder ud af, hvad der er vigtigt i en tekst og får hjælp til at læse netop det.
For at kunne det, er det nødvendigt, at læreren er på banen til at sætte eleverne ind i den optimale brug, men når man har knækket koden, kan man bruge værktøjet hurtigt og udføre opgaver næsten lige så hurtigt som klassekammeraterne uden læse-/skriveproblemer.
Man må både som elev og forælder godt stille krav til læreren og skolen om at få den nødvendige hjælp, og når det hele så spiller, er for eksempel AppWriter et fantastisk hjælpemiddel, er Tine Brodersen overbevist om.
Og det bedste af det hele: Alle elever på de danske skoler i Sydslesvig har adgang til AppWriter via deres unilogin.
Kan ikke kompensere for viden
For år tilbage havde både skole og samfund betegnet det som snyd, at en elev fik hjælp til at læse, men i dag ser man helt anderledes på det.
Nu har forskning vist, at en tidlig og rigtig indsats gør en forskel for mennesker med ordblindhed, og man skal som skole og forælder være klar over, at al den tid, barnet bruger på at træne afkodning og stavning, lærer det ikke indholdet – om det så er historie, biologi eller matematik.
- Vi kan kompensere for ikke at kunne læse og stave – men ikke for den viden, der læres, understreger Tine Brodersen.
Skulle man være interesseret i, hvordan AppWriter helt præcist virker, kan man henvende sig til PPR, der tilbyder kurser for både elever, lærere og til forældremøder.
Ladelund Ungdomsskole vil gøre op med fordommene
Ladelund Ungdomsskole har masser af gode historier at fortælle. Det er bare ikke alle, der lytter. Og det er skolen træt af.