Dansk skole på Sild i 75 år - og Gudrun har været med hele vejen

Gudrun Herr kan sagtens huske sin første skoledag. 

Det var den 21. april 1949, og Gudrun, der var fyldt seks år i januar samme år og dengang hed Lewerenz til efternavn, havde blandt alle de nye ansigter straks opdaget en lille pige med blå øjne og fletninger og besluttet sig for, at hende ville hun sidde ved siden af.

Den lille pige, som i øvrigt hed Karin, havde tænkt det samme om Gudrun, og fra da af var de to piger uadskillige. Deres venskab fortsatte efter skoletiden og hele deres voksenliv.

Skolen, hvor de to piger mødtes, var den danske skole i Vesterland, og de to var blandt de allerførste elever, da skolen slog dørene op, den dag i april ’49.

Foran sig har Gudrun en 25 år gammel avis, som blev lavet i anledning af skolens 50 års fødselsdag i 1999. Hun peger på billedet af eleverne, der skulle starte i 1. klasse. Dér står hun. En lille pige midt i billedet, klar til at gå i gang med skoletiden.

Første skoledag var nu slet ikke i en skole. Den var i hotellet Haus Braunschweig, for der stod endnu ingen bygning klar til de danske skoleelever, fortæller Gudrun. 

Først efter sommerferien rykkede eleverne i barakken på Hedigenwai ved siden af det sted, den danske børnehave ligger i dag, og et par år senere blev grundstenen til Hans Meng-Skolen, i dag Sild Danske Skole, i Deckerstraße lagt.

Der kom flere danske skoler på øen, men kun skolen i Vesterland er tilbage. Og april i år kunne den altså notere sine første 75 år. 

Ville ikke noget fast

Og Gudrun er der stadig. Hun er med sine snart 82 år fortsat en del af hverdagen, hvilket hun faktisk har været i langt de fleste af skolens leveår.

Gudrun Herr, der med egne ord »ELSKEDE at gå i skole«, fuldførte nemlig den tanke om at blive lærer, som hun fik i 4. klasse. 

Og efter seminariet i Danmark vendte hun tilbage til sin fødeø og tilbragte hele sit arbejdsliv på Sild.

- Jeg havde sagt, at jeg ville til et af u-landene - Grønland eller Sydslesvig. Og jeg følte mig moralsk forpligtet til at tage tilbage til Sydslesvig, siger Gudrun.

Det var i 1967. I 2007 gik Gudrun på pension efter at have været ansat i 40 år. Men hun holdt ikke op med lærergerningen. 

- Jeg sagde til dem på skolen, at hvis de stod og skulle bruge en vikar, måtte de gerne trække på mig, smiler Gudrun, der lynhurtigt stod med faste ti timer om ugen.

Så var der forældre, der spurgte om danskundervisning, fritidshjemmet, der på vegne af forældre spurgte om lektiehjælp efter skole, og lærere, der spurgte, om hun ikke havde mulighed for at give enkelte elever lidt ekstra undervisning. Og det blev efterhånden til flere og flere elever.

- Jeg ville ikke have noget fast. Det blev til….

Gudrun holder en pause, mens hun tæller op i hovedet. Hun griner. 

Det blev til, at hun har forældre to formiddage om ugen, elever til eneundervisning hver eftermiddag mandag til torsdag, og lærere på skolen, der kommenterer, at de efterhånden synes, hun »næsten har flere timer nu, end før hun gik på pension«. 

Savner børnene

Og hvornår går hun så rigtigt på pension?

Svaret er ikke klart, men for Gudrun er det helt enkelt: 

- Jeg bliver ved så længe, jeg har lyst, siger hun bestemt.

Og det lader til at være længe endnu, for Gudrun vil »fortsætte med de børn«. 

- Jeg savner dem i ferien, siger hun og gætter på, at de er med til at holde hende ung:

- Fire dage om ugen er jeg sammen med børn. De har en anden holdning til livet end gamle menensker, der har ondt i alting, konstaterer hun.

Samtidig kan Gudrun Herr godt lide at have meget at lave, og hun påpeger, at hun »jo allerede har skåret ned«:

- Det er kun fire dage om ugen. Jeg holder fri fredag, lørdag og søndag - det er fint!