Bomberne ramte vores børn

På kirkegården »Am Friedenshügel« er der en mindesten, hvor der i denne anledning hvert år lægges en krans. I år var der på grund af Corona ikke nogen officiel mindehøjtidelighed på kirkegården, men for Skoleforeningens formand Udo Jessen og dagtilbudschef Petra von Oettingen var det vigtigt at komme sammen til et lille stille møde for at mindes »vores« omkomne børnehavebørn. Læs historien om hændelserne i 1943 på Skoleforeningens hjemmeside. Den er taget fra undervisningsmaterialet »Lær om Sydslesvig«.

FLENSBORG. Den 19. maj 1943 var en flot forårsdag i Flensborg, men den kunne lederen af den danske børnehave Ingridhjemmet i Flensborg, Alberta Nielsen, ikke nyde ret meget af: Hun havde fået en tid ved tandlægen.

Det var derfor den 16-årige medhjælper Wanda Radszewski, der skulle passe børnene. Hendes mor, den 39-årige Martha, have lovet at hjælpe. Det var første gang, mor og datter skulle arbejde sammen i børnehaven, og derfor havde Wanda taget sit kamera med, så den glædelige begivenhed kunne blive foreviget.

Ved middagstid kom der luftalarm, og det viste sig hurtigt, at denne gang fløj de store maskiner ikke bare videre mod andre tyske byer: Målet var Flensborg og især skibsværftet, hvor der blev lavet ubåde. Det var 63 amerikanske maskiner af typen B-17, der angreb byen.

Børnene og lederne i den danske børnehave havde ikke langt til det beskyttelsesrum, der var blevet anvist dem. Det lå i kælderen i fiskefabrikken i den samme gade.

Bomben ramte fabrikken

Der var mødt 17 børn den 19. maj 1943, og som sædvanlig var en syv-årig dreng, der tidligere havde været i børnehaven, men nu var startet i den danske skole i Skolegyde, kommet og havde leget lidt. Da alarmen lød, gik han med ned i beskyttelsesrummet, mens et andet barn blev sendt hjem. Barnets forældre boede lige i nærheden. Så der var 16 børn og to voksne ledere i beskyttelsesrummet fra børnehaven foruden skolebarnet, da bomberne begyndte at regne ned over Flensborg. Det har senere vist sig, at der i alt blev kastet 134 tons bomber.

Bombeangrebet på Flensborg varede kun i omkring fem minutter. En af bomberne ramte fiskefabrikken og detonerede netop der, hvor børnehaven havde søgt beskyttelse. 15 af de 17 børn døde, og det gjorde de to voksne også.

I ruinerne blev Wanda Radszewskis kamera fundet. En fotograf fremkaldte senere filmen, og billederne bragte en smule trøst til de mange sørgende. I fire familier havde man mistet to børn ved angrebet.

I alt døde 82 i Flensborg som følge af bomberne. I det nazistiske ordbrug hed det, at de »havde lidt heltedøden i den fællesgermanske overlevelseskamp mod udenlandske fjender«.

Ville ikke have heil ved gravene

Kommunen tilbød, at de danske døde kunne blive officielt begravet. Hverken de danske forældre eller det øvrige danske mindretal ønskede dog, at der skulle heiles ved graven, så i stedet lod man danske spejdere bære de små kister ved begravelsen den 24. maj.

Senere på året, den 12. december, blev der lavet et lille fællesmonument, som sammen med de små kors i dag på kirkegården Fredshøjen minder om et af de tab, som den store krig påførte den danske befolkningsdel.

- I øjeblikket er det den døde årstid, men navnlig når livet i naturen igen vågner af sin dvale, vil mange vandre ud til de små grave, og nænsomme hænder vil hæge om dem, skrev Flensborg Avis i sit referat dagen efter indvielsen af mindesmærket.