Åh nej, vi skal spise

Der er stille inde på stuen. Kun lavmælt snak og lidt smasken her og der er at høre fra børnene, der sidder pænt rundt om bordene med deres madpakker.

Denne gruppe i Kappel Daginstitution må være et mønstereksempel på, hvordan en spisesituation i en børnehave kan være en rigtig rar stund.

For det er det. Nu. Men sådan har det ikke altid været, og faktisk er det slet ikke så lang tid siden, netop spisesituationen var det allerværste tidspunkt på pædagogernes arbejdsdag.

- Det var virkelig sådan »åh nej, vi skal spise lige om lidt«… Det var mega anstrengende. Der var høj snak, de legede med maden... eller kastede med den… De har slået på hinanden, spyttet på hinanden… Det var udfordrende, fortæller Tanja Werner, der er pædagogmedhjælper og sammen med pædagog Celine Oehlert det voksne indslag i gruppen. 

Tanja Werner har været tilknyttet gruppen siden 2019, og netop i dette skoleår har hun og hendes kollega haft deres at se til.

- Der er store sociale udfordringer, mange med særlige behov, og vi var nået dertil, hvor børnene slet ikke kommunikerede. De slog bare hinanden. Fra de kom om morgenen, til de gik hjem, fortæller Tanja Werner.

Nye værktøjer

Så tilbage i september tog en magtesløs Tanja Werner fat i sin leder, Cuong Luu-Bauer, med ordene »Jeg har brug for hjælp. Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre mere«.

- Der stødte vi på vores begrænsninger. Vi havde brugt alle de værktøjer, vi havde. Men det var ikke nok, siger Cuong Luu-Bauer.

Og så rakte institutionen ud efter hjælp hos Søren Wolfsen, der er pædagogisk konsulent hos PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

- Når man ikke kan gøre noget for at forbedre tingene, handler det ikke om, at man ikke kan løfte sin opgave eller ikke slår til. Det handler om, at ens værktøjskasse er tom. Og det, jeg og mine kolleger hos PPR kan hjælpe med, er at finde nye værktøjer, der dur til den børnegruppe, der er tale om, siger Søren Wolfsen, som roser personalet for at tage initiativ og række ud:

- Personalets indsats skal anerkendes. De har været ubegribeligt gode til at spørge om hjælp, og de har været gode til at omsætte tiltagene hurtigt, siger han.

Det virker

Det er ikke længere så tit, konsulenten hører fra Kappel Daginstitution, og det er gode tegn. For i Kappel går det godt. Børnene er endda begyndt at hjælpe hinanden i stedet for hele tiden at tirre hinanden.

- Jeg er rigtig stolt af, hvor langt vi er nået. Der er skabt rammer, tryghed og genkendelighed. Der er rammer til udvikling og et tydeligt læringsmiljø, og børnene kan forholde sig til det, siger Cuong Luu-Bauer. 

- Og det virker!, stråler Tanja Werner og fortsætter:

- Det var virkelig hårdt. Jeg vidste aldrig, hvad for en dag, det bliver. Hele tiden var det »stop«, »nej«, »lad være«, »hold lige en pause« -  det er vi kommet godt væk fra. Jeg kommer virkelig gerne på arbejde nu.