55 år er da et jubilæum

Den sidste dag i maj fejrede Humtrup Daginstitution sit 55-årige venskab med Grænseforeningen for Kolding og omegn. Det er der flere grunde til.

Tre år efter Humtrup i 1966 fik en dansk børnehave, fik børnehaven en gruppe danske venner i Kolding.

Det var Grænseforeningen for Kolding og omegn, der påtog sig fadderskabet for daginstitutionen i Sydslesvig. Foreningen har i årenes løb givet rigtig mange julegaver til børnene, som sammen med deres familier også har været inviteret på både weekend- og dagsture i Danmark, og der er givet mangt et tilskud til realiseringen af drømme om blandt andet tumlerum og nyt legetøj i børnehaven. 

- Vi nyder godt af dem, siger en taknemmelig dagtilbudsleder, Kirsten Tychsen Hansen, som derfor heller aldrig var i tvivl om, at 55 års-jubilæet i år selvfølgelig skulle fejres - på trods af, at det er et lidt skævt jubilæum og ikke noget, man sådan plejer at fejre. 

- 55 år ER da et jubilæum. Det SKAL vi markere - når nu vi lukker, siger Kirsten Tychsen Hansen og nævner dermed endnu en grund til at holde fest.

120 gæster til fest

Det er i disse dage nemlig den absolut sidste mulighed for at holde fest i Humtrup.

Fra den 19. august er Humtrup Daginstitution sammen med Aventoft Daginstitution at finde i nye omgivelser og under et nyt navn som Vimmersbøl Daginstitution på samme matrikel som Vimmersbøl Danske Skole.

Det er vemodigt for Kirsten Tychsen Hansen at skulle sige farvel til omgivelserne i Humtrup, men hun glæder sig også til at flytte i »nye, flotte, tidssvarende rammer«, og nu skulle der altså være fest - flyttetravlhed eller ej.

Det blev den 31. maj. Fokus var på de syv gæster fra Kolding, men festen var også en lille sommerfest for børnene og deres familier, og hele 120 gæster havde tilmeldt sig.

Ved siden af en lille udstilling af noget af det, børnene går og laver til daglig, blev der tilbudt diverse aktiviteter til børnene, og forældrene slæbte i en lind strøm lækkerier til en overdådig buffet, man kunne kaste sig over sammen med en pølse fra grillen.   

Venskabet består

Kirsten Tychsen Hansen understregede i sin velkomst endnu en gang, at det var »rigtig vigtigt« for hende at markere jubilæet og den betydning, de danske venner har haft for hendes arbejdsplads, og lokalformanden fra Kolding, Henning Haugaard, kvitterede med en forsikring om, at det stærke venskab vil bestå. Også under andet navn på en anden adresse.

- Vi håber også fremover at holde forbindelsen ved lige. Vi kommer gerne og besøger jer, sagde Henning Haugaard og overrakte Kirsten Tychsen Hansen en erkendtlighed nordfra. 

- Vi har altid en kuvert med, når vi kommer, sagde han med et skævt smil. 


Man har virkelig set børnenes behov

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Efter sommerferien flyttede børnehaverne i Humtrup og Aventoft sammen i de helt nye rammer i Vimmersbøl, og det er rammer, det er svært at få armene ned over.

Når amerikansk politik tager nattesøvnen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Duborg-Skolens 10. årgang tilbragte natten mellem den 5. og 6. november på skolen, hvor det amerikanske valg blev fulgt til dørs.

Lanternefest bag kulisserne

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I disse dage er der lanternefester rundt omkring – også i Kappel, hvor der blev arbejdet hårdt for, at alt gik, som det skulle.

Scroll to top