Motionsløb gennemført efter fem måneder

På grund af dårligt vejr valgte Nibøl Danske Skole i efteråret at udskyde det årlige motionsløb til foråret.

Skolernes Motionsløb er en begivenhed, der traditionelt finder sted på de danske skoler både nord og syd for grænsen dagen før efterårsferien. 

Men den 20. oktober 2023 var det så dårligt vejr, at flere skoler enten afkortede motionsløbet eller helt aflyste det. 

På Nibøl Danske Skole valgte man et andet alternativ, nemlig at flytte løbet fem måneder frem til dagen før påskeferien.

Nu er der bare heller ikke i slutningen af marts garanti for ret meget bedre vejr end i oktober, måtte man sande. Men denne gang skulle regnen ikke have lov til at ændre planerne. 

- De vil rigtig gerne, og de er meget positive, sagde skoleleder Inga Thamsen-Boysen om skolens løbeglade elever, efter hun havde ryddet deres tasker og jakker i tørvejr i bilerne i udkanten af Legerader Skov.

Penge pr. kilometer

Inde i skoven blev der løbet (og gået) runder.

Hver runde var en kilometer lang, og måske skulle motivationen hos de løbeflittige elever findes i, at løbet ikke blot var et motionsløb, men et sponsorløb. 

Pr. runde havde eleverne således fået velvillige sjæle – primært familie – til at sponsere et beløb. Hannah fra indskolingen havde endda været så hård en forhandler, at hendes far til sidst indvilgede i at betale 50 euro pr. kilometer.

Regnen tog lige så stille til, men da der i modsætning til i efteråret ikke var en vind, der rørte sig, var det faktisk ok løbevejr, og så klarede eleverne at løbe hele 473 kilometer i alt. 

Længst kom Lenne fra 4. klasse, der løb en halvmaraton (21 kilometer), mens Rune L. og Jari, begge 3. klasse, nåede henholdsvis næst- og tredjelængst.

De 473 kilometer blev vekslet til et pænt pengebeløb, der går til at opfylde nogle af elevernes ønsker.

På listen står musikinstrumenter, legetøj til pauserne og SFO’en, et solsejl til SFO’en samt legeredskaber til legepladsen. 


Udveksling for en hel årgang

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

For første gang har hele 11. årgang på A. P. Møller Skolen i år deltaget i udveksling med jævnaldrende fra Danmark.

Styrelsen beslutter sig for mere åbenhed

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

På sit møde torsdag den 25. april besluttede Skoleforeningens styrelse at flytte to punkter, referatet af et møde, som nogle af styrelsesmedlemmerne har haft med driftsrådet, og forvaltningens samarbejde med driftsrådet, fra den lukkede til den åbne del af mødet.

Scroll to top